Search

Denne artikel er intenderet som et bidrag til den religionsvidenskabelige kognitionsforskning. Den analyserer strukturelle ligheder i den beskrevne mystiske udvikling hos theravādabuddhisten Buddhaghosa (5. årh. e.v.t.) og den kristne spanske mystiker Juan de la Cruz (1542-1591). Analysen viser, at begge beskrivelser kulminerer i en særlig type mystisk erfaring, som jeg definerer som: En vågen, men ikke-bevidst og objektløs erfaring, der af mystikeren retrospektivt fortolkes i overensstemmelse med det partikulære religiøse klassifikationssystems metafysiske centrum. Definitionen får rygdækning fra Antonio Damasios kognitive og neurovidenskabelige bevidsthedsteori, og jeg argumenterer for, at Damasio kan være med til at forklare, hvorfor den mystiske udvikling kulminerer i den definerede mystiske erfaring. Artiklen er hermed et eksempel på, at kognitive teorier kan være med til at reaktualisere den komparative religionsvidenskab i en post-Eliade’sk æra ved at give tværkulturelle ligheder et solidt teoretisk fundament.