Search

Rusland er en vigtig aktør for de nordiske lande ikke bare i Østersø-området, men også i Barents-regionen og i Arktis. For at opnå et fuldgyldigt billede af de involverede dynamikker bør de enkelte nordiske landes Ruslandsrelationer studeres samlet. De dansk-russiske, norsk-russiske, svensk-russiske og finsk-russiske relationer har udviklet sig ret forskelligt siden år 2000. Der eksisterer to barrierer for nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde: (1) landenes forskellige geografiske beliggenhed og (2) bestemte indbyrdes idiosynkrasier, der ofte bunder i forskellige opfattelser af deres fælles historie. Derfor har det traditionelt været muligt for stormagter at praktisere ’del og hersk’ i forhold til de nordiske lande, og det synes også at være lykkedes for Rusland siden år 2000. Men i kølvandet på Ukraine-konflikten og valget af Donald Trump til USA's præsident er der sket en konvergens mellem trusselsopfattelserne og dermed de geopolitiske interesser i de nordiske hovedstæder. I fravær af idiosynkrasier vil det nordiske sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde derfor blive styrket, om end en fælles Ruslands-politik er urealistisk. Alle fire lande, ikke mindst Sverige, står over for vanskelige dilemmaer.

Med udgangspunkt i begrebet historiebrug belyser artiklen, hvordan den russiske statsmagt og præsident Vladimir Putin benytter store sportsbegivenheder på national grund som en særlig erindringshistorisk arena til påvirkningen af en ny national identitet i Rusland. Artiklen konkluderer, at Putins styre søger at skabe en ny national fortælling med en stærk hyldest til den zaristiske og sovjetiske æra, hvor særligt elitesport og rumpolitik fremhæves, ligesom gamle konservative og religiøse værdier også har en vigtig rolle i Putins genrejsning af Rusland og for russisk national identitet. „For us (and I am talking about Russians and Russia), questions about who we are and who we want to be are increasingly prominent in our society (…) the question of finding and strengthening national identity really is fundamental for Russia.“ (Putin 2014, s. 28-29. Vladimir Putins tale ved et møde hos den Moskvabaserede tænketank Valdai International Discussion Club den 19. september 2013.)

Met die besetting van Berlyn deur die Geallieerde magte en Hitler se selfmoord op 30 April 1945, was die oorlog in Europa feitlik iets van die verlede. Hitler se opvolger, admiraal Doenitz, is in hegtenis geneem en sy regering is ontbind. Amptelike voorwaardes vir die oorgawe van Duitsland is kort hierna deur verteenwoordigers van die Duitse Weermag in Berlyn onderteken. Ingevolge die voorwaardes is Duitsland in vier besettingsgebiede verdeel wat elkeen deur een van die vier moondhede nl Brittanje, die VSA, Frankryk en Rusland beheer is. Berlyn was binne die Russe se besettingsgebied geleë en is tot 'n vyfde gebied verklaar. Op sy beurt is die gebied weer in vier dele verdeel, elk onder beheer van bogenoemde vier moondhede.

Net soos elke historiese gebeurtenis is elke oorlog uniek. Tog vertoon die oorlog in Kosovo soveel eienskappe wat totaal afwyk van feitlik elke vorige oorlog in die geskiedenis dat dit die moeite kan loon om dit van nader te bekyk. So was daar min oorloe - dalk geen enkele - wat in soveel omstredenheid ontvang en gebore is en so 'n enorme openbare debat (en veral kritiek) uitgelok het. Die uitlating van die Britse krygshistorikus Alistair Home is tipies van die fiole van toom wat wereldwyd oor die hoofde van die beplanners en uitvoerders van Operasie Allied Force uitgestort is: "Like many people of my generation who know Yugoslavia, the past two months have made me utterly miserable. As a military historian having written about many wars, and served in one, I cannot recall any campaign that I have disliked so much.") Dit was die eerste oorlog in die ganse geskiedenis wat (in elk geval aan Navo se kant) nie soseer om redes van harde strategiese eiebelang gevoer is nie, maar om 'n "sagle" rede soos menseregte. En dit het aanleiding gegee tot 'n nuwe intemasionale politieke leer op grond waarvan sekere groot moondhede hulle nou die reg toe-eien om in die binnelandse aangeleenthede van soewereine state in te gryp wanneer menseregte verkrag word. Op operasionele vlak was dit die eerste oorlog in die geskiedenis waar die finale uitklophou nie deur 'n grondoffensief gegee moes word nie, waar die wenners feitlik uitsluitend op lugaanvalle staatgemaak het, en waar die wenners geen enkele ongeval in gevegte gely het nie. Dis ook duidelik dat die oorlog 'n fundamentele keerpunt in die na-Koue-Oorlogse geskiedenis beteken. Trouens, 'n mens kan redeneer dat dit die einde van die na-Koue- Oorlogse era was en die begin van 'n nuwe, nog ondefinieerbare historiese fase ingelui het. Die feit, so sal ons verder sien, was een van die belangrikste redes.waarom die oorlog die katalisator geword het om Rusland en China drasties van die Weste te vervreem.