Kontinuummekanik omhandler fysiske fænomener, processer, der finder sted i legemer af forskellige materialer. Disse materialer forudsættes at optræde i så store mængder, at man kan se bort fra stoffets atomare opbygning og benytte størrelser, som er kontinuerte funktioner af stedet til at beskrive de processer, som finder sted. De oplysninger, man herved går glip af, må i denne forbindelse anses for at være uvæsentlige. De optrædende fænomener beskrives ved hjælp af begreber som f.eks. flytninger og kræfter samt hertilknyttede størrelser som tøjninger, spændinger, arbejde og energi. Formålet med at studere kontinuummekanik vil ofte være at blive i stand til at forudsigeforløbet af en proces, som er startet under et eller andet sæt betingelser. Derkan være tale om en bro, der skal bære en traffiklast, en vippe der bliver sat i svingninger af udspringeren eller en grundvandsstrømning under en dæmning. Viden, som sætter en i stand til at forudsige en konstruktions opførsel under givne omstændigheder, vil ogsa være nødvendig med hensyn til at give sådanne konstruktioner den mest hensigtsmæssige udformning og benytte de bedst egnede materialer i forhold til de givne omstændigheder og de foreskrevne funktionskrav.