Search

Tillid er en grundlæggende menneskelig livsytring. Den er særligt kendetegnet ved, at den idelig tages for så givet, at den næsten unddrager sig vores opmærksomhed. Ofte aktualiseres den først, når den misrøgtes og mistilliden viser sit ansigt, og mennesket indser, at livet ganske enkelt ikke kan leves uden tillid. Kapitlet gennemgår to centrale teoretiske bud på tillid, nemlig den danske livsfilosofi repræsenteret af Knud Eiler Løgstrups teori om de spontane og suveræne livsytringer samt den psykodynamiske teoretiker Erik H. Erikson. I forbindelse med disse knyttes en række beslægtede teorier og temaer.Teologen og filosoffen Knud Eiler Løgstrup ser tillid som en såkaldt spontan og suveræn livsytring. Tillid anskues som den naturlige respons i hverdagens møder med andre. Den menneskelige tilværelse bygger ganske enkelt fundamentalt på, at vi har denne tillid til hverandre. Tilliden har derfor forrang for mistilliden, der hos Løgstrup ses som menneskets reaktion på svigtende tillid. Løgstrup-delen af kapitlet afsluttes med en kritisk udfordring fra den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman.Mens Løgstrup basalt set anser tillid som en førkulturelt fænomen, der så at sige kommer mennesket i møde, får vi hos psykoanalytikeren Erik H. Erikson en ontogenetisk forklaring på tilliden. Erikson ser tillid som resultatet af den succesfulde omsorg, et barn modtager i sit første leveår. Når vi senere møder et andet menneske i hverdagslivet, vil vi møde dette menneske med den tillid eller mangel herpå, som blev resultatet af det første leveår. Men tilliden udfordres af mistilliden. Nogle mennesker får en livsmodtagelse af så ringe kvalitet, at mistillid bliver en livsledsager tilværelsen igennem. Dette standpunkt understøttes af tilknytningsteoretikeren John Bowlby, hvis teori kort skitseres. Erikson-delen af kapitlet afsluttes med en samfundsmæssig perspektivering fra den engelske sociolog Anthony Giddens, der samtidig udgør et slags modsvar til Zygmunt Bauman.Kapitlet sammenfatter de præsenterede teorier om tillid som en både intra- og interpsykologisk kvalitet og tillige som både et kognitivt, affektivt og adfærdsmæssigt anliggende.

Når alderen indhenter én – om kropslighed, aldring og profession hos gymnasiets idrætslærere er en ph.d.-afhandling udarbejdet af Mette Krogh Christensen på Institut for Idræt (Afdeling for Historie og Samfundsvidenskab), Københavns Universitet. Afhandlingen handler om, på hvilken måde alder spiller en rolle i idrætslæreres arbejdsliv og faglige identitet. I afhandlingen arbejdes der med alder og aldring som samfunds- og kulturanalytiske kategorier, der indgår i betydningsdannelsen i idrætsfaget. Afhandlingen tager udgangspunkt i to empiriske undersøgelser blandt idrætslærere i gymnasieskolen: en surveyundersøgelse (N=663) og en kvalitativ interviewundersøgelse (N=12). På baggrund af disse undersøgelser samt teoretiske studier af bl.a. aldersbegrebet, livsalderpsykologi, lærerudviklingsteori og Pierres Bourdieus praksisorienterede sociologi udforskes idrætsfagets særlige kendetegn: at være et kropsligt bevægelsesfag, hvor kropsliggjort kulturel kapital tilsyneladende spiller en afgørende rolle i fagets logik og lærernes faglige identitet. Men hvad sker der, når kroppen ældes og et fysisk forfald anes bag træningsdragten? Hvad sker der når alderen indhenter én? Og hvorfor er der så få ældre lærere i idrætsfaget sammenlignet med andre fag? Disse spørgsmål søges besvaret med hovedvægt på kvalitative analyser af idrætslærernes fortællinger om bl.a. idræt som passion og profession, om brud og kontinuitet i lærerudviklingen, om fysisk overlegenhed og kropslig forlegenhed, og om den aldrende bevægekrop som et vilkår i idrætslærerens performative arbejde.