Nielsen, K., Stjernholm, M., Olsen, B. Ø., Müller-Wohlfeil, D.-I., Madsen, I.-L., Kjeldgaard, A., Groom, G., Hansen, H. S., Rolev, A. M., Hermansen, B., Skov-Petersen, H., Kvist Johannsen, V., Hvidberg, M., Egholm Jensen, J., Bacher, V., and Larsen, H.
Forord: Denne rapport giver en kort beskrivelse af Areal Informations Systemet (AIS), som er et databasesystem med natur- og miljødata, som kan stedfæstes geografisk. Projektet er gennemført i perioden 1996-2000 som et samarbejdsprojekt mellem Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS), Forskningscentret for Skov & Landskab (FSL), Skov- og Naturstyrelsen (SNS), Miljøstyrelsen (MST), Energistyrelsen (ENS), Kort & Matrikelstyrelsen (KMS), Landsplanafdelingen (LPA), Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, amterne, Københavns Kommune samt Farvandsvæsenet. Projektets formål er at sammenstille data til anvendelse i et geografisk informationssystem (GIS), som indeholder en national arealkortlægning set ud fra en natur- og miljømæssig synsvinkel. Areal Informations Systemets opbygning og indhold af data er kort beskrevet i nærværende rapport. I forbindelse med projektet er der udarbejdet en række metoder, som ligeledes er beskrevet i rapporten. Det er hensigten, at Areal Informations Systemet skal blive et centralt værktøj i såvel det administrative arbejde som overvågning og forskning i Miljø- og Energiministeriet, men også for andre institutioner og enkeltpersoner med interesse for natur- og miljøforhold i Danmark. Yderligere oplysninger om Areal Informations Systemet, herunder adgangsforhold, kan fås på DMU's hjemmeside med følgende adresse: http://ais.dmu.dk/ Projektet er finansieret af Miljø- og Energiministeriet, mens en række institutioner har bidraget med data i betydeligt omfang. Projektet består af følgende delprojekter: Delprojekt 1. Sammenstilling af det nationale Arealanvendelseskort Delprojekt 2. Hydrologisk information Delprojekt 3. Klassifikation af skove og udvalgte terrestriske naturtyper Delprojekt 4. Klassifikation af bebyggede områder Delprojekt 5. Kortlægning af jordarter på landjorden Delprojekt 6. Sedimenttyper for indre danske farvande Delprojekt 7. Marin dybdemodel Delprojekt 8. Kortlægning af administrative områder Delprojekt 9. Kortlægning af adgang til offentlige registre og digitale kort. Delprojekt 10. Etablering af satellitbilledarkiv Indledning: Areal Informations Systemet er det første forsøg på at integrere geografiske data inden for natur- og miljøområdet i Danmark, hvilket vil give helt nye muligheder for anvendelsen af GIS data indenfor Miljø- og Energiministeriets resort. Miljø- og Energiministeriets arbejde med administration, overvågning og forskning vedrørende natur- og miljøforholdene i Danmark medfører et behov for en sammenhængende og ensartet kortlægning. Geografiske informationssystemer (GIS) sammenstiller information, som er knyttet geografisk til landskabet, hvilket gør Areal Informations Systemet særdeles velegnet til at samle og præsentere informationer om natur- og miljøtilstanden. Areal Informations Systemets temaer indeholder information om naturen for specifikke arealtyper og informationerne kan direkte anvendes til statistikker over naturtyper, arealanvendelse etc. Også i forbindelse med nye administrative initiativer, samt opfølgning på gældende handlingsplaner, vil Areal Informations Systemet være særdeles anvendeligt. Den landsdækkende overvågning af vandmiljøet NOVA 2003, som gennemføres i tæt samarbejde mellem Miljø- og Energiministeriet og amterne, anvender en række oplande, samt målestationer i vandløb, søer og havet. En væsentlig del af disse informationer findes nu i Areal Informations Systemet, hvilket vil bidrage til at forbedre den nationale overvågning. Systemet kan endvidere udbygges med nye informationer efterhånden som nuværende overvågningsprogrammer ændres eller nye igangsættes. Areal Informations Systemet forventes således at blive et centralt redskab i den fremtidige naturovervågning. Areal Informations Systemet forventes også at blive anvendt i den fremtidige miljøforskning. De geografiske data vil gøre det muligt bl.a. at opstille modeller og beregne scenarier, som i langt større omfang end hidtil indbygger det geografiske element i analyser af natur- og miljøforhold. Data vil også kunne anvendes til analyse af miljøforhold i byer. Hvis Areal Informations Systemet på længere sigt bliver tilgængeligt på Internettet, vil data være særdeles velegnede til information af borgerne. Baggrund: Geografiske data indsamles i Danmark af mange forskellige offentlige og private institutioner, som bl.a. omfatter Kort & Matrikelstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, amter, kommuner, samt gas- og telefonselskaber. Frem til 1995 havde kun enkelte institutioner i Miljø- og Energiministeriet erfaring med indsamling af digitale geografiske data. Disse data blev i høj grad anvendt til specifikke formål, hvilket gjorde det vanskeligt at opnå et samlet billede af natur- og miljørelaterede forhold på landsplan. Den manglende koordinering medførte endvidere, at de benyttede datastrukturer var forskellige, og i nogle tilfælde ikke digitale, hvilket besværliggjorde integrationen af data indsamlet af de forskellige institutioner. Manglen på et fælles kortgrundlag og datastruktur var tillige en af barriererne for samarbejde på tværs af ministeriets institutions- og faggrænser. Endvidere var der et udtalt behov for ajourføringer af tidligere kortlægninger af arealanvendelse og naturtyper, da tidligere kortlægninger fra 1970'erne og 1980'erne havde en utilfredsstillende detaljeringsgrad. Behovet for et samlet landsdækkende datasæt vedrørende natur- og miljøforhold var udtalt, hvorfor udviklingen af Areal Informations Systemet blev igangsat af Miljø- og Energiministeriet i 1996. Projektet er gennemført i tæt samarbejde med de andre institutioner, som indsamler data vedrørende natur- og miljøforholdene i Danmark. Formål: Formålet med Areal Informations Systemet er i henhold til projektbeskrivelsen: # Etablering af et landsdækkende kort over arealanvendelsen med udgangspunkt i data fra 1996 eller så tæt på dette tidspunkt som muligt. Data fra topografiske kort 1:25.000 og TOP10DK 1:10.000 indgår. # Etablering af et landsdækkende satellitbilledarkiv baseret på billeder fra Landsat 5 satellitten. # Tilvejebringelse af supplerende datasæt omfattende hydrologisk information (vandløb, søer, oplande, målestationer), vegetation (skove og udvalgte naturtyper), byområder (arealanvendelse), administrative områder (planlægning, beskyttelse), geologi (overfladegeologi og marin geologi), samt marin dybdemodel. # Etablering af dataadgang for Miljø- og Energiministeriets institutioner til AIS-data. # Afprøvning af systemet i forhold til konkrete projekter. # Formidling af produkterne til brugerkredsen.