Search

SUMMARY: In Hávamál 138, Oðinn describes, in almost provocative, paradox terms, how he was once hanging in a tree, sacrificed to himself. The strange motif has been compared with Vedic ideas of sacrifice, and also Christian influence has been suggested. This paper is an attempt – through a broader comparative study of the circular logic of sacrifice as expressed in religious texts notably from ancient Egypt and Vedic India – to understand the significance and the role of the rhetoric of self-sacrifice in the Hávamál. RESUME: Hávamáls strofe 138 lader i et næsten provokerende paradoks Odin skildre, hvordan han har hængt i et træ som et offer til sig selv. Det ejendommelige motiv har været sammenholdt med en vedisk offertanke, og også kristen indflydelse har været foreslået. Gennem en bredere komparativ undersøgelse af offertankens cirkulære logik som den kommer til udtryk i religiøse tekster især fra oldtidens Ægypten og fra det vediske Indien, skal det her forsøges at komme et skridt videre i forståelsen af selv-offer-retorikken i Hávamál.

Introduktion til et temanummer om Evolutionary Theories of Religion.

This special volume of articles is compiled to celebrate the occasion of the 60th anniversary of NVMEN: International Review for the History of Religions in 2014. The articles in this volume have been selected under the auspices of the International Association for the History of Religions (IAHR), and reflect critically on the past, present, and future of NVMEN, the IAHR and the study of the History of Religions.

I denne artikel introduceres indledningsvis evolutionsteoriens idehistorie i korte traek. Efter en kritisk beskrivelse af evolutionspsykologiens antagelser, metoder og foretrukne emner opstilles en alternativ anskuelsesmade, som afviser dele af evolutionspsykologiens grundlag og som argumenterer for kulturens kausale virkning pa den menneskelige kognition og ikke mindst den hominine evolution. Ud fra, hvad vi ved om den menneskelige evolution, ses det, at den hominine evolution har en dybde, som sjaeldent medtaenkes i teorier og hypoteser om den menneskelige evolution. Den menneskelige evolution er begyndt laenge for homo-arten, endog for Australopithecus , hvor man finder primitive stenredskaber og tilstedevaerelse af (dog ikke kontrol over) ild, og hvor de fysiologiske og genetiske forandringer, som forte til mennesket, ogsa var pabegyndt. Dernaest opstilles otte traek, som kan have vaeret til stede i, hvad man kan kalde en ‛ proto-religion’. Den art, som sandsynligvis har besiddet disse traek, er Homo erectus ; men der kan have vaeret ansatser til denne proto-religion endnu tidligere. Artiklen afsluttes med en diskussion af de mest kendte teorier og hypoteser, der har forsogt at forklare, hvorfor mennesket blev religiost. Hovedtesen i denne artikel er, at mennesket har udviklet sig som hybridt vaesen, dvs. som et vaesen hvis biologiske udvikling er gaet hand i hand med dens kulturelle udvikling. De udgor to sider af samme sag, ogsa i kausal forstand. Mennesket er folgelig et biokulturelt og biosemiotisk vaesen.

Dette kapitel er en genudgivelse af en artikel som blev publiceret i 2000 med samme titel i Method and Theory in the Study of Religion. Kapitlet er genudgivet i anledning af tidsskriftets 25 års jubilæum og blev valgt som et eksempel blandt mange til en "best of"-publikation. Men de valgte artikler er ikke kun genudgivet. De indledes med vurderende kapitler skrevet af kolleger som tager stilling til, hvorvidt artiklen er stadig relevant i dag. Mit kapitel er blevet vurderet af Ella Paldam, som i forbindelse med sit PhD-projekt har udført feltarbejde hos chumash-indianerne i Californien (se hendes hjemmeside: http://pure.au.dk/portal/da/elp@teo.au.dk). Situationen hos chumash afspejler de problemstillinger som jeg tog op i artiklen som ganske kort går ud på en kritisk refleksion over de postmoderne og postkoloniale udfordringer som faget religionsvidenskab og især studiet af indfødte folks religioner står over for. Min konklusion var at man skal tage imod kritikken uden af smide babyen ud med badevandet. Ella Paldams kapitel hedder "Postmodern Critiques Still Challenge the Study of Religion".

Om tre grundformer for ritualer, svarende til de historiske religionsformer tribal, arkaisk og aksial religion - relateret til forslag til nye gudstjenesteformer

En redegørelse for religionens evolution baseret på bogen The Emergence and Evolution of Religion: By Means of Natural Selection.

Denne artikel bygger på en hypotese om, at religiøse ritualer og andres sociale adfærd påvirker vore kropslige og nervesystemer. Især ritualer og farverige ceremonier kan føre til samklang/samstemmighed (‘attunement’) med gruppen og til at opnå bestemte følelsesmæssige og mentale tilstande (opstemthed, meningsfuldhed, frygt eller angst). De manipulerer vore somatiske og mentale tilstande som derved giver andre adgang til vore indre verdener. Disse iagttagelser minder meget om Émile Durkheims ideer om socialitet, effervescens og elektricitet. Der er i dag mange beviser inden for både socialkognitiv neurovidenskab, neurosociologi og socialpsykologi om interaktionen mellem vore nervesystem, hjerne, kroppen, sanserne, neurokemien, sociale sammenhænge og kulturen at vi nu kan fastslå at Durkheim var langt forud for sin tid. Gennem en analyse af to eksempler fra hopi-indianernes marionetdukke-ceremonier forsøges demonstreret at Durkheim havde ret.