Search

Fællesskaber forbindes stort set altid med noget godt. Det gælder også fællesskaber i ungdomslivet, der ofte betragtes som et svar på de udfordringer og den mistrivsel, som har spredt sig blandt nutidens unge. Fællesskaber anses som noget, der kan skabe stabilitet og tilhørsforhold i et ungdomsliv, som er præget af individualisering, præstationskultur, polarisering og andre forandringer og opbrud. Men fællesskaber er langtfra altid godt. De kan forstærke præstationspresset, øge polariseringen og skabe oplevelser af utilstrækkelighed og udenforskab.I denne bog præsenterer forfatterne en række nye forståelser og indsigter i unges fællesskaber, der kan nuancere billedet af, hvad fællesskaber er for en størrelse, hvilken betydning de har for nutidens unge, og hvornår de gør godt og ondt.Bogen stiller skarpt på, hvordan unges fællesskaber forandrer sig over tid, hvilke idealer de er omgærdet af, hvilke forskellige former de tager, samt hvilke positioner i fællesskaberne der er særligt svære at befinde sig i. Bogen bidrager også med opmærksomhedspunkter, der kan bruges i arbejdet med at skabe gode og opbyggende fællesskaber i ungdomslivet.Fællesskaber i ungdomslivet henvender sig både til praktikere, studerende, forskere, forældre og undervisere, der beskæftiger sig med fællesskaber og trivsel i ungdomslivet, samt til de aktører, der skaber rammerne for dette arbejde.Bogen er skrevet af forskere fra Center for Ungdomsforskning og bygger på resultaterne fra forskningsprojektet Kan ungefællesskaber gøre ondt?, som er blevet til i et samarbejde med Mary Fonden. Forskningsprojektet og bogen er muliggjort gennem en bevilling fra William Demant Fonden.

I Danmark flytter 90.000 unge årligt hjemmefra. For de fleste unge opleves det som et betydeligt skridt at flytte for sig selv og påbegynde et hverdagsliv uden forældrene. Det at flytte hjemmefra er ladet med betydning. Ladet med oplevelsen af at begynde på et nyt kapitel. At træde ind i en ny fase, som man skal indtage og lære at håndtere. En fase, hvor man potentielt kan blive til noget nyt og omdefinere sig selv og sin plads i verden. Når unge flytter hjemmefra zoomer ind på 36 unge mellem 17 og 25 år, der flytter hjemmefra og skal i gang med at skabe sig et liv som udeboende. Bogen undersøger, hvordan de oplever de mange skridt i flytteprocessen: Beslutningen om at flytte. Boligsøgningen. Turen til IKEA med mor og far. Følelsen af at lande et nyt sted. Usikkerheden den første tid. Savnet efter gamle venner. Hvordan de langsomt falder til. De nye muligheder der åbner sig. Hvis de altså ikke pakker flyttekasserne og flytter hjem igen. Når unge flytter hjemmefra kaster lys over, hvordan forskellige unge oplever og håndterer overgangen fra hjemme- til udeboende, hvilke ressourcer de unge har med sig, og hvad det betyder for deres overgange til livet som udeboende. Den kaster også lys over, hvilke strategier forskellige unge anlægger for at håndtere de udfordringer, de møder, hvilken rolle deres forældre spiller, samt hvad vi som samfund kan gøre for at hjælpe de unge, som har svært ved at lande i livet som udeboende.I bogen møder vi også en række forældre, der fortæller om, hvordan de oplever det, når deres børn forlader barndomshjemmet. Bogen sætter spot på nye forældreroller, nye måder at blive voksen på, trivsel og mistrivsel blandt unge, uddannelsespres, venskaber, betydningen af digitale medier og alle de ting, der fylder, når man er ung i dag og på vej ind i voksenlivet. Bogen henvender sig til studerende, undervisere, praktikere på efteruddannelse samt andre, der teoretisk og praktisk beskæftiger sig med unge, ungdomsliv og ungdomssociologi. Bogen er også rettet mod frivillige og ansatte i foreninger, socialforvaltninger, interesseorganisationer, forældreorganisationer og boligselskaber, som er i kontakt med unge på vej ind i voksenlivet. Bogens primære forfattere er alle tilknyttet Center for Ungdomsforskning eller Forskningscenter for Video ved Aalborg Universitet i København. Projektet bag udgivelsen er støttet af Nordea-fonden.

Med afsæt i unges egne fortællinger undersøger Når kunst gør en forskel, hvordan arbejdet med kunst og kultur kan være med til at åbne nye muligheder for unge på kanten af samfundet.I bogen møder vi unge, der deltager i fem forskellige kunst- og kulturprojekter, hvor de arbejder med teater, musik, fotografi og billedkunst. De unges fortællinger giver et indblik i ungdomslivet, når det er allersværest, men viser også de mange forskydninger og vendepunkter, de kan opleve gennem deres deltagelse i kunst- og kulturprojekterne.Bogen indeholder en systematisk analyse af de unges møder med projekterne: hvordan de rekrutteres til projekterne, hvordan de arbejder med kunst og kultur i projekterne, samt hvordan de unge sluses ud af projekterne igen. Fokus er på deelementer i projekterne, der gør en positiv forskel for de unge, og der formuleres en række anbefalinger til, hvordan kunst- og kulturprojekter kan arbejde med henblik på at gøre en positiv forskel for unge på kanten af samfundet.Når kunst gør en forskel er et must for alle inden for kunst- og kulturområdet, der arbejder med unge på kanten af samfundet. Bogen anlægger et originalt blik på de muligheder, som arbejdet med disse unge indeholder og rummer ny og væsentlig inspiration til projekter, foreninger, organisationer og uddannelser, der ikke specifikt arbejder med kunst og kultur. Bogen, der er skrevet af to ungdomsforskere, er endvidere relevant læsning for studerende, undervisere, praktikere, politiske beslutningstagere og alle andre, der beskæftiger sig med unges liv og ungdomssociologi.

Vi taler meget om individualiseringen af ungdomslivet, men hvad med unges fællesskaber?Skolen, fritidsklubben, sportsforeningen og andre velkendte samfundsinstitutioner ser stadig ud til at udgøre en ramme om væsentlige fællesskaber i ungdomslivet. Men samtidig fylder digitale, ungdomskulturelle og selvorganiserede fællesskaber mere og mere.Vi har imidlertid manglet en forskningsbaseret viden om, hvordan unge oplever og begrebsliggør forskellige former for fællesskaber; hvilken rolle de spiller i ungdomslivet; samt hvad der har betydning for, hvilke fællesskaber unge orienterer sig imod. I denne rapport, der fokuserer på unges fællesskaber, forsøger vi at udfylde en del af dette videnshul.

Motivation, tilstedeværelse og fastholdelse undersøger, hvordan kursisterne oplever uddannelses- og læringskulturen på VUC og hf Nordjylland, og hvordan kulturen virker sammen med deres motivation, tilstedeværelse og fastholdelse. Der tages udgangspunkt i kursisternes egne beskrivelser og overvejelser, belyser en række problemstillinger, som har bred relevans for VUC og det almene uddannelsessystem. Med afsæt i kursisternes perspektiv anlægger evalueringen en konstruktiv valør i blikket på, hvad der fungerer godt og mindre godt på deres uddannelsesinstitution.I Motivation, tilstedeværelse og fastholdelse skitseres en teoretisk model, der belyser forskellige aspekter af hverdagen på uddannelsesinstitutionen, og hvordan de indgår positivt som negativt i arbejdet med at øge de unges tilstedeværelse og aktive deltagelse. På den baggrund gives der en række konkrete anvisninger til, hvor man proaktivt kan sætte ind på en række felter. Motivation, tilstedeværelse og fastholdelse er dermed aktuel for alle institutioner/skoler, hvor fravær og manglende motivation er et problem i hverdagen.

Hvem er de unge på kanten af det danske samfund? Om hverdagsliv, ungdomskultur og indsatser der gør en positiv forskel er en rapport om udsatte unge i Danmark i dag. Den giver indblik i de unges liv på kanten af vores samfund, i deres hverdag, deres forhold til mainstream ungdomskultur, til rusmidlerne, uddannelse og arbejde m.m. Rapporten handler også om, hvad de unge oplever, har gjort en positiv forskel for dem. Den rummer i forlængelse heraf også bud på, hvad der kan gøres på både et politisk og et praksis niveau for at arbejde i retning af en øget samfundsmæssig integration af unge på kanten.Rapportens afsæt er, at Danmark står overfor en udfordring. Anskuet over en bred kam stiger tallene for antallet af unge på kanten af det danske samfund, og ændrede kulturelle horisonter for identitetsudviklingen, ændrede strukturer i ud­dan­nel­ses­sy­ste­met og på arbejdsmarkedet, snævrere normalitetsbegreber osv. gør, at mar­gi­na­li­se­ring og udsathed rammer bredere end tidligere.Rapporten bør læses af socialarbejdere, medarbejdere indenfor be­skæf­ti­gel­ses­om­rådet og den sociale sektor, undervisere i uddannelsessystemet, politikere og andre, der har en interesse i unges liv og udsathed, som det ser ud fra de unges eget perspektiv.Hvem er de unge på kanten af det danske samfund? er skrevet på foranledning af Rådet for Socialt Udsatte af tre ungdomsforskere, der alle har været eller er ansat på Center for Ungdomsforskning.

Denne artikel er baseret på en antropologisk inspireret undersøgelse blandt tømrergrundforløbselever på en større erhvervsskole på Sjælland i 2011. Artiklen har to formål: For det første beskæftiger den sig med de konkrete fund, der følger af at privilegere elevernes perspektiv i undersøgelsen af de pædagogiske praksisser på tømrergrundforløbet. Artiklen beskæftiger sig her med centrale aspekter af det danske erhvervsuddannelsessystem: Hvad motiverer eud-eleverne? Hvilke implicitte forventninger møder de på grundforløbet? Hvordan håndterer de starten på grundforløbet? For det andet har artiklen til formål at belyse, hvad det betyder at indtage et elevperspektiv. På baggrund af de fund, der beskrives i artiklen, diskuteres det således til slut, om man overhovedet kan tale om at indtage et elevperspektiv, hvad det i så fald betyder, og hvad dette indebærer i relation til karakteren og rækkevidden af den viden, sådanne undersøgelser kan generere.

At inddrage unges perspektiver udgør en stærk tradition inden for ungdomsforskningen, der i årevis har arbejdet med at udvikle tænkninger og tilgange, som kan gribe unges erfaringer, orienteringer og mulighedshorisonter. I Ungeperspektiver præsenteres en række aktuelle tænkninger og tilgange, som på forskellige måder tegner et billede af, hvad der rører sig blandt unge, og hvordan de berøres af og håndterer de vilkår, der gør sig gældende i nutidens ungdomsliv. I bogens kapitler viser en række førende nordiske ungdomsforskere, hvordan de arbejder med ungeperspektiver i deres forskning, hvilke teoretiske og metodiske overvejelser, der ligger bag, og hvad det er for nogle sider af ungdomslivet, de derigennem får adgang til. Ungeperspektiver er ikke en egentlig metodebog. I stedet er det bogens ambition at bidrage med konkrete og situerede bud på, hvordan man kan arbejde med at inddrage og udforske unges perspektiver i forskningen, og derigennem ligeledes at bidrage til en diskussion om, hvad det vil sige at arbejde med unges perspektiver. Bogen henvender sig til forskere inden for ungdomsforskning, samfundsvidenskab og humaniora. Men også studerende, undervisere, praktikere på efteruddannelse samt andre, der teoretisk og praktisk beskæftiger sig med unge, ungdomsliv og ungdomssociologi. Bogen indgår i Center for Ungdomsforsknings bogserie Ungdomsliv.

I min forskning interesserer jeg mig for at konstruere analyser, som bevæger sig i den ’gensidige processering’ (Søndergaard 1996) mellem de unge uden uddannelse og arbejde og de strukturelle, institutionelle og politiske betingelser, som er med til at forme de processer, som de unge indgår i. Som metodisk løftestang til at foretage dette arbejde bruger jeg poetisk analyse, hvilket dette kapitel handler om. Med anvendelsen af poetisk analyse er det muligt at ’løfte de unges stemmer frem’. I dette arbejde konstrueres analyser, hvor forskeren inddrager de unges subjektive oplevelser, erfaringer, følelser og forsøg på at navigere i uddannelseskrav, adgangskrav, uddannelsespålæg og andre politisk besluttede vilkår, og samtidig i den proces er bevidst om sin egen forskerposition som aktivt konstruerende i analysen. I dette kapitel er hensigten at beskrive, hvordan man med poetisk analyse som metode kan undersøge og analysere de unge og deres situation med et blik, der både interesserer sig for de unge som subjekter, men også for de strukturelle, institutionelle og politiske betingelser, de er en del af, og dermed også med et blik for, hvordan disse betingelser indvirker på de unge. Yderligere vil jeg vise, hvordan teorier om affekt kan bidrage til at producere andre former for ’ungeperspektiver’, end man traditionelt beskæftiger sig med i ungdomsforskningen. Kapitlets fokus er først og fremmest at vise, hvordan poetisk analyse kan anvendes konkret i en forskningspraksis. Jeg vil således beskrive de forskellige processer, som de poetiske analyser skabes gennem, ligesom jeg vil fremhæve specifikke opmærksomhedspunkter i forhold til interview, analysekonstruktion og selve analysearbejdet med teksterne. Sekundært vil jeg kaste et blik på begrebet om ’affekt’ (Ahmed 2004, Reckwitz 2012), idet affekt og emotioner netop står centralt i den poetiske metode. Med poetisk analyse som metode er det muligt at konstruere evokerende analyser (Gergen & Gergen 2012, Richardson 1993, Görlich 2018a, 2018b), det vil sige analyser, som både bygger på følelsesmæssige stemninger og frembringer følelsesmæssige stemninger. Dette har jeg beskæftiget mig med andetsteds (Görlich 2016b), og i dette kapitel tager jeg skridtet videre og undersøger, hvordan ’affekt’ i samspil med poetisk analyse kan bibringe andre former for ’ungeperspektiver’. Jeg kommer i slutningen af kapitlet med et analytisk eksempel, der viser hvordan affekt og følelsesøkonomi cirkulerer mellem unge og objekter, og hvad poetisk analyse i denne sammenhæng kan bidrage med til ungdomsforskningen.

I artiklen zoomer vi ind på forskellige former for elevpraksisser, der henholdsvis legitimeres og illegitimeres i et klasserum indrettet med rækkeopstilling af borde og stole, og her særligt hvordan klasserumsindretningens implicitte ordener og hierarkier sætter sig i eleverne og bliver strukturerende for deres måde dels at forstå sig selv og andre på, dels at være elev på. En pointe i artiklen er, at den herskende orden i klasserummet er historisk og kulturelt skabt gennem tiden, og dette er ganske vanskeligt for eleverne at ændre. Det empiriske materiale, som denne artikel trækker på, viser imidlertid spor af elevers forsøg på brydninger i, om end der parallelt hermed også ses spor af elevers stabilisering af, gymnasiets orden og ordninger (af elever).

I 2011 og 2012 bragte Politiken en række artikler om unges arbejdsforhold, som vakte meget opsigt og debat. Artiklerne beskrev unges arbejdsforhold i en række detailkæder, hvor unge medarbejdere skulle stå til rådighed med kort varsel. I denne artikel fokuseres på unge, fordi denne gruppe bliver tematiseret som en særligt udsat gruppe, når det gælder usikre og flygtige arbejdsforhold.

I takt med at vores samfund forandrer sig, ændres også unges livsvilkår og orienteringsformer. I denne bog undersøger vi, hvor­dan en række aktuelle samfundsforandringer slår ned i ungdomslivet, og hvordan forskellige grupper af unge handler på dem.I bogen undersøger forfatterne blandt andet, hvad det vil sige at være ung på nutidens arbejdsmarked, hvor ansættelsesvilkårene bliver stadig mere usikre og flygtige. Der sættes spot på unge i landområderne og undersøger, hvordan de oplever ungdomslivet på landet, der i stigende grad forbindes med periferi og ’udkants-Danmark’. Forfatterne undersøger også, hvad det vil sige at være ung og uden for uddannelsessystemet i et samfund, hvor presset for at tage en uddannelse bliver stadig mere udtalt. Bogen indeholder i alt seks artikler, der sætter fokus på hver sin gruppe af unge, hvis liv præges af forskellige samfundsforandringer. Artiklerne er skrevet af 11 ungdomsforskere: Mette Lykke Nielsen, Johnny Dyreborg, Anne Görlich, Noemi Katznelson, Susanne Murning, Marie Martinussen, Mette Pless,Niels Ulrik Sørensen, Jonas Liebeskind, Niels-Henrik Møller Hansen, Thomas Johansson.Brydninger i ungdomslivet henvender sig til forskere, studerende, undervisere, praktikere på efteruddannelse samt politiske beslut­ningstagere og andre, der teoretisk og praktisk beskæftiger sig med unges liv og ungdomssociologi.

I kapitlet indkredser og udfolder vi den forståelse af brydninger, der danner den overordnede tematiske ramme for bogens forskellige kapitler. Med termen ’brydninger’ ønsker vi at rette fokus mod den (mulighed for) friktion og modstand, som de pågældende forandringer og udviklinger måtte afføde blandt unge. Den friktion og modstand kan forstås på to niveauer: Det første niveau finder sted mellem unge og samfundet (det vertikale niveau). Her rettes opmærksomheden mod de måder, som unge gentolker eller omformer de forandrings- og udviklingsprocesser, der gør sig gældende i samfundet. Det andet niveau finder sted mellem sted ’internt’ mellem unge (det horisontale niveau). Her sættes fokus på de forskelligartede, evt. modsatrettede forandrings- og udviklingsprocesser, der gør sig gældende blandt forskellige grupper af unge. De to niveauer er forbundet: De samfundsmæssige forandrings- og udviklingsprocesser kan sætte sig forskelligt igennem og have forskellige implikationer for forskellige grupper af unge, der derfor også handler på og orienterer sig i forhold til dem på varierende, og nogle gange gensidigt konfliktende, måder. Udover den overordnede rammesætning skitserer vi hvordan de enkelte kapitelbidrag i deres begrebsbrug og forskellige foci bidrager til forståelsen af aktuelle nybrud og transformationer, der samfundsmæssigt tegner sig og ikke mindst hvordan unge i forskellige samfundsmæssige positioner agerer på forandringerne og udviklingerne på forskellige måder.

Den rådne banan og udkantsdanmark er betegnelser, der i den offentlige debat ofte knyttes til landdistrikter og yderområder i Danmark. Dette negative billede af områder i afvikling bekræftes langt hen af vejen af det billede som statistikkerne viser om ungdomslivet på landet. Tal peger på, at yderområder er hårdt ramt af ungdomsarbejdsløshed (Bjørnsted & Andersen 2013), at områderne er præget af høj koncentration af unge med arbejderklassebaggrund (Ottosen et a 2010), mens de uddannelsesorienterede og ressourcestærke unge er tilbøjelige til at flytte væk og ind til byerne (Helve 2003). Og ser man samlet på en række velfærdsindikatorer som uddannelse, arbejdsmarked, sundhed, demografi og indkomst, ligger yderområderne også i bunden (Sabiers 2013). Der tegner sig således en stærk polariseringstendens mellem ungdomsliv i byen og på landet, hvor ungdomsliv i by og land etableres i et hierarkisk forhold – med byen som naturligt centrum mens landområder tildeles status som periferi. Denne tendens forstærkes (og understøttes) af almene sociologiske teorisætninger, hvor modernitet entydigt fortælles frem i tilknytning til urbane samfund og modernitet noget som finder sted i bylivet (Farrugia 2013). Parallelt hermed fortælles moderne ungdomsliv (i ungdomssociologien) frem gennem ”…theoretical frameworks based on urban experiences which capture neither the lives of rural young people nor the spatial dimensions of the structures and cultures that make up contemporary youth.” (Farrugia 2013:295). Ungdomsliv bliver således i høj grad noget, der forbindes med byen. Med udgangspunkt i et aktuelt forskningsprojekt om vil vi med denne artikel sætte fokus på ungdomsliv på landet. Vi viser hvordan overgribende urbanitets- og globaliseringsdiskurser sætter sig igennem i de unges fortællinger om ungdomsliv, sted og stedstilknytning, og i høj grad virker rammesættende for hvilke fortællinger de overhovedet har adgang til, når de skal fortælle om det gode ungdomsliv. Samtidig bidrager de unges fortællinger dog også med re-atikulationer af de dominerende storylines (Davies 2001) og i artiklen sætter vi fokus på de sprækker og modfortællinger, der også er til stede i de unges fortællinger – modfortællinger, der sparker tilbage. Vi ønsker med dette perspektiv at forstyrre og udfordre disse dominerende storylines. Teoretisk knytter vi an til teoretiske perspektiver der sætter fokus på sted og stedstilknytning og stedbundne ressourcer. Teoretiske perspektiver, der peger på vigtigheden af en mere ”..spatialised youth sociology that is sensitive to macro-level processes producing different spaces, as well as the local, emplaced ways in which young people are responding to social changest hat shape the contemporary youth period.” (Farrugia 2013:294).

Den generelle samfundsudvikling bidrager i disse år til en øget polarisering af ungdommen trods talrige politiske tiltag og praksisorienterede indsatser, som har til formål netop at sikre inklusion i såvel uddannelsessystemet som på arbejdsmarkedet og i civilsamfundet. Særlig markant har indsatsen været i uddannelsessystemet og i arbejdsmarkedspolitikken, hvor de sidste 20 år har budt på myriader af tiltag og indsatser rettet mod særligt gruppen af unge uden erhvervskompetencegivende uddannelse. Men hvilke unge er det, der i særlig grad ’mærker’ den samfundsmæssige polarisering og hvem gemmer sig egentlig bag overordnede kategorier som ’unge uden uddannelse’? Med afsæt i et aktuelt forskningsprojekt, vil vi i artiklen bryde kategorien op og fremanalysere fire overordnede forståelseskategorier, med henblik på at opnå en mere nuanceret forståelse af de unges situation og den måde hvorpå, de er indlejret i samfundsmæssige forandringsprocesser af såvel strukturel som kulturel karakter.