Search

Denne rapport rummer en diskussion af kreativitetsdiskursens etablering og udfoldelse i Danmark og analyse af seks konkrete danske cases. Gennem en teoretisk analyse og de seks casestudier diskuteres hvordan “kreative miljøer” etableres og faciliteres med et særlig blik på sammenhænge mellem de fysiske faciliteter og mere procesmæssig facilitering. Rapportens resultater er dels en kritisk diskussion af diskursen, dels en præsentation af en række forskellige perspektiver på facilitering af kreative miljøer. De seks cases spænder over både mindre organisationer og virksomheder til bykvarterer og byer, og de teoretiske perspektiver søger tilsvarende at præsentere og til en vis grad at koble perspektiver på by- og regionalforskning, på ledelse og organisationsudvikling og læring samt på kreativitet og innovation og teknologisk udvikling The discourse of creativity has hit the societal debate during the last decades in relation to cities, businesses and society as a whole. The strength of the creativity discourse can be seen in the fact that the UN has implemented creativity in diagnosing a better future for the global society (United Nations 2008). Furthermore, the year 2009 was labelled the “Year of creativity and innovation” by the European Union. In this report we explore the development and implementations of this discourse in Denmark by a theoretical analysis and by six Danish case studies, with a special emphasis on exploring how creative environments are facilitated and on the relationship between facilities and facilitation?

The thesis analyses the Danish musicfestival Roskilde Festival as city – or rather as an applicated urbanity and asks, how it unfolds in the tension between a strategic and a tactical level, and how this expression can assume a political form. The thesis is an attempt to conceptualize, how Roskilde Festival can be observed as an urban practice and thus as an political practice, which can challenge the dominant notion of the political, that typically takes its point of departure in the political institutions. Roskilde Festival as an urban practice is constructed strategic through the articulation of the festival as 'temporary city' by the festival organisation, but also tactical by the festival participants, whose rhythms modulate and commentate on the rhythms of the everyday life. The thesis statement is answered through three subanalyses that addresses the strategic and the tactical stories about the festival and its political potential.

Inden for såvel den aktuelle planlægning som de teoretiske diskussioner om nutidens byudvikling er forestillingen om den kreative by og brugen af midlertidige aktiviteter som strategisk redskab gennem det seneste årti kommet særligt på dagsordenen. De indlejrede modsætninger i relationen mellem det institutionelle planlægningssystem og de kreative miljøer tages imidlertid ofte ikke i betragtning. Dette speciale engagerer sig kritisk i den aktuelle debat om kreativ byudvikling med det formål at bidrage til en synliggørelse af de ”kampe” om byens rum og udvikling, der udspiller sig i mødet mellem på den ene side de kommunale visioner for den kreative by og på den anden side kreative, urbane aktivisters ønsker om fri udfoldelse. Specialets overordnede ramme for forståelsen af det urbane rum og forholdet mellem plan og aktivisme trækker på den urbane filosof Henri Lefebvres perspektiv på rummet som socialt produceret og som kendetegnet ved en spænding mellem den professionelle, abstrakte begrebsliggørelse af rummet (representations of space) og det konkret oplevede rum (representational space). Foruden dette inddrages Richard Florida og Charles Landrys vækstorienterede teorier, som sættes op imod det alternative, emancipatoriske perspektiv på urban kreativitet, der kommer til udtryk hos den revolutionære avantgardegruppe the Situationist International. Derudover inddrages nyere forskning om temporary urban spaces samt en række europæiske, konkrete eksempler på midlertidige anvendelser. Med afsæt heri foretages en empirisk analyse af rumlige kampe i København. Analysen tager udgangspunkt i to udvalgte eksempler på urban aktivisme i form af den kulturelle forening Bolsjefabrikken og byhavegruppen NV Autopark og bygger på materiale indsamlet gennem kvalitative interviews og deltagerobservationer samt en analyse af centrale plandokumenter. På baggrund af analysen konkluderes det, at de urbane aktivister og Københavns Kommunes interesser ikke står i direkte modsætning til hinanden, men at der udspiller sig en kontinuerlig kamp om forholdet mellem autonomi og styring samt en kamp om, hvilken rolle den urbane aktivisme skal spille i byudviklingen.