Grundtvigs palmesondag 1867 og den angelsaksiske nedfart til helvede Af SA.J. Bradley I denne artikel gives en tolkning af et led i Grundtvigs gudstjeneste palmesondag 1867, en gudstjeneste, hvis begivenheder almindeligvis betragtes som resultater af Grundtvigs maniodepressive opstemthed. Den overvejende del af Grundtvigtolkningen lader i overensstemmelse med denne diagnose Grundtvigs ord og handlinger fremsta som liggende uden for Grundtvigs saedvanlige rationelle associative processer. Professor Bradley tilslutter sig opfattelsen af Palmesondagsbegivenheden som et udslag af Grundtvigs manio-depressivitet, men han opfatter samtidig visse ytringer af Grundtvig som indeholdende rationelle elementer, eftersom et angelsaksisk digt bade kan give mening til ordvalget og mening til dets betydning i en videre sammenhaeng. Den givne tolkning kan ikke bevises, men fremstar som sandsynlig og tillige et eksempel pa, hvorledes Grundtvigs egen spiritualitet spejles i den angelsaksiske, nordiske kristendomstype. Grundtvigs menighed tog ekstatisk del i Grundtvigs maniske fejring og forrettelse af dab og nadver, i forventningen om, at Grundtvig ville udtale profetier. Grundtvigs praediken skildres som en blanding af vanvid og dybe tanker, indledt med en proklamation af Helligandens tilstedevaerelse og en deraf folgende syndsforladelse til hele det danske folk. Derudover udtalte Grundtvig, at Jordan, dabens vand og indgangen til det forjaettede land, nu flod ud i Oresund og beskyllede Kobenhavn. Kobenhavn er Jerusalem, ind i hvilket Herren nu drager under hosiannarabet. Det rationelle element i denne ekstatiske udtalelse er, hvad angar det indholdsmaessige, forventningen om den nordiske, dvs. danske genfodelse af den apostoliske kirke, som Grundtvig ogsa. i klare stunder kunne give udtryk i bibelsprog. Visionen om Herrens andet komme i Kobenhavn som det ny Jerusalem er saledes ikke et fremmedelement i Grundtvigs tankeverden. PA palmesondag er allusionen til Jerusalem oplagt, den palmestroede vej ind i Jerusalem er symbol pa Gudsfolkets vej til det himmelske kongerige, Jerusalem er ogsa billede pA kirken, derfor er Kristi komme ogs. symbol pa Kristi indgang gennem anden i den enkeltes hjerte og i kirkens samfund. Salme 23 fremstar derigennem endelig som en foregribelse af, hvorledes Kristus sonderbryder Helvedes porte. Netop denne allusion findes i Exeterbogens angelsaksiske digt om nedfarten til dodsriget, bygget over liturgiske elementer fra paskedags laudes og med baggrund i paskevigilien og paskedagsteksten, Kristi sonderbrydelse af Helvede og kvinderne ved graven. Digtets kerne udgores af den i synden og verden faengslede ands laengsel efter Kristus og af hans komme til anden, udtrykt i kvindernes grad, der ved graven afloses af glaede. Kvinderne repraesenterer alle kristne sjaele, og deres bevaegelse fra grad til gl.de er hele menneskehedens bevaegelse, udtryk for pilgrimsfaerden gennem verden til et himmelsk Jerusalem, en vej, der gengiver Kristi vej fra fodsel over dab og korsdad til opstandelse, udfrielse af sjaelene og himmelfart. De, der afmaegtigt laenges efter at tr.de i Jesu fodspor i det jordiske Jerusalem vil opleve denne lykke i hjertet og kirken, siger digtet, indtil Kristus kommer igen for anden gang for at samle sine egne i Himlen. For Jordans vande flyder ind i hver eneste dobefonts hellige vande, og da bygges et nyt Jerusalem nadefuldt i hvert genfodt hjerte indenfor kirkens samfund. Digtet slutter med en bon om hele menneskeslaegtens genfodsel gennem daben, som indstiftedes gennem Kristi dab i Jordan. Digtets allusioner til Jerusalem og til Jordan er da - ligesom angelsaksisk adventsdigtning - udtryk for den angelsaksiske poesis karakter af anamnesis, frelsesbegivenhedernes virkeliggorelse her og nu pa mystisk vis i det menneskelige hjerte, der da udtrykker sin anger og gl.de gennem tarer. Denne hjertets angerfulde bevaegelse fremkommer gennem liturgi, meditation over religios kunst, og, i vor sammenh.ng, religios digtning. Der gores opmaerksom pa, hvorledes hjertets betydning i Grundtvigs antropologi og poetik samt Grundtvigs egen fromhedstype udviser slaegtskab med denne angelsaksiske digtform, og det er da artiklens sigte at sandsynligg.re, at Grundtvigs tale om Jordan og Jerusalem implicit citerer den bon, der slutter digtet om nedfarten til Helvede. I s. fald er der ikke tale om en irrationel bevaegelse i Grundtvigs bevidsthed, der bryder med Grundtvigs vante tankegange, men om et element fra Grundtvigs store laerdom, der i overensstemmelse med den liturgiske festdag og den grundtvigske spiritualitets 'angelsaksiske' praeg giver situationen og ojeblikket sprogligt udtryk. more...