Håndtering af diabetes og hyperglykæmi på hospitalets ikkeintensive afdelinger

I Danmark formodes 10-15% af indlagte patienter at have diabetes [1]. Adskillige faktorer påvirker glukosemetabolismen under indlæggelse. Øget insulinbehov ses bl.a. ved opblussen i kronisk sygdom, infektioner og feber, immobilisering, glukokortikoidbehandling og kirurgi. Faste sænker derimod insulinbehovet, mens nyre- og leverpåvirkning ændrer omsætningen af oralt givet antidiabetika og GLP-1-receptoragonister. I et travlt og subspecialiseret sundhedsvæsen kan håndteringen af disse hurtigt omskiftelige faktorer være udfordrende. Dette kan resultere i dysglykæmi, dvs. hypoglykæmi, hyperglykæmi og blodsukkerudsving, kaldet glykæmisk variabilitet. Dysglykæmien er forbundet med øget indlæggelsestid, øget mortalitet og komplikationer under hospitalsindlæggelse
Diabetes and hyperglycaemia are frequent diagnoses in the hospital, and in-hospital hyperglycaemia isassociated with adverse clinical outcomes. Insulin is the preferred treatment for in-hospital hyperglycaemia. This review summarises the management of hyperglycaemia in Danish hospitals. In Denmark, sliding-scaleinsulin is often applied with the addition of basal insulin after 1-2 days with hyperglycaemia which differs frominternational guidelines recommending a basal-bolus regimen. The optimal non-intensive care unit glucosetargets, the safety and efficacy level of non-insulin antidiabetic agents, and continuous glucose monitoring aresubjects of further research.